21. december 2017

Forbrugerne vil have ost på julebordet

Der bliver solgt masser af ost op til jul, lyder meldingen fra ostebutikker og mejerier.

Danskerne køber i disse dage stort ind af luksusoste og oste med smag til at sætte på julebordet. Og det er i høj grad danske oste, der bliver langet over disken.

Som i de fleste af landets ostebutikker er der i denne uge ekstra juletravlt hos Klingenberg Ost & Delikatesser, der har tre butikker i henholdsvis Middelfart, Odense og Rødovre. Indehaver Kasper Østergaard fortæller, at kunderne typisk køber 5-6 forskellige oste til julebordet, og ofte falder valget på danske oste.

”Vi vil gerne lære folk, at de sagtens kan lave et lækkert ostebord udelukkende med danske oste,” siger Kasper Østergaard. ”Vi går meget op i at have danske oste i vores butikker, hvor vi har et stort udvalg af oste fra bl.a. Arla Unika, Them og Thise, og der kommer flere og flere til. Der er virkelig sket meget inden for dansk osteproduktion de seneste år, og det bakker vi op om.”

Ost som firmagave

I Thise Mejeris ostebutik har juletravlheden allerede varet i flere uger.

”I begyndelsen af december havde vi travlt med at pakke gavekasser med forskellige oste til virksomheder, der bruger dem som firmagaver. Nu er det så de private kunder, der kommer i butikken for at købe ost til julen,” fortæller daglig leder af butikken, Jeanne Søgaard, da hun endelig får tid til at snakke efter butikkens åbningstid.

Mejeriet er selv leveringsdygtigt i de fleste ostetyper, og når de private kunder køber ost til julebordet vælger de bl.a. mejeriets milde blåskimmelost, Blå Kornblomst, brieosten Hvid Kloster og Sort Kloster, en esrom-type med peber og hvidløg

”Mange vil også gerne have et lille stykke af de 2-3 år gamle oste til snapsen. Og så er der selvfølgelig Vesterhavsosten – den sælger vi altid meget af, men her til jul får salget lige et ekstra nøk opad,” siger Jeanne Søgaard.

Nye oste vinder frem

Hos Arla konstaterer man, at rigtig mange danskere holder fast i de traditionelle juleoste.

”Generelt er dekorerede dessertoste de mest populære op til jul. Dertil kommer forskellige forme for skimmeloste, flødeoste og kraftigt modnede gule oste,” siger presseansvarlig for Arla i Danmark Åse Andersson, som understreger, at der også bliver plads til de nye oste på julebordet.

”Alle Arla Unika ostene sælger ekstra godt her op til jul, især er der rift om Rød Løber, en rødkitost lavet på økologisk mælk, og Gammel Knas, en lagret havarti, der er modnet i 24 måneder.”

Ost i store mængder

Mammen Mejerierne har ostebutikker i både Mammen Mejeri og Drøsbro Mejeri, og også her er der travlhed i øjeblikket. Salgsassistent i butikken i Mammen, Irene Ravn, fortæller, at det er meget forskelligt fra år til år, hvilke oste kunderne efterspørger, men to ting ligger dog ret fast, fortæller hun:

”I dagene op til jul køber folk ost i store mængder – fx køber mange en helost, som vi så skærer ud og emballerer for dem. Og så er det vores egne oste, der sælger mest, især Mammen Guld, som er en mellemlagret 45+ Danbo ost, Danablu fra Drøsbro Mejeri, og Tange Sø Ost, en fastmodnet gul ost som vi lancerede op til jul sidste år, vinder også frem.”

Vil du vide mere?