01. januar 2016

Forældrenes valg kan få katastrofale følger barnets sundhed

Når forældre udelukker nogle fødevaregrupper i barnets første leveår, kan det blive rigtig farligt for barnets udvikling. Det sagde professor i børne- og international ernæring ved Københavns Universitet, Kim Fleischer Michaelsen på inspirationskonferencen ’Sunde børn’.

I sidste uge døde en syv måneder gammel dreng i Belgien af underernæring, fordi forældrene lod ham leve af helsekost. Den tragiske hændelse blev nævnt som eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis forældre har ekstreme ideer om kost og ernæring, da Professor i børne- og international ernæring ved Københavns Universitet, Kim Fleischer Michaelsen holdt sit oplæg med overskriften ’Udelukkelse af fødevaregrupper – konsekvenser for børn’.

Kim Fleischer Michaelsen, som også er rådgiver for Sundhedsstyrelsen i forhold til ernæring til små børn, var en af i alt syv oplægsholdere på inspirationskonferencen ’Sunde Børn’, der hvert år afholdes af ’Ernæringsfokus’ under Landbrug & Fødevarer.

1.000 vigtige dage

I sit indlæg havde Kim F. Michaelsen fokus på ernæringen i barnets første 1.000 levedage – dvs. fra det bliver undfanget, og til det er to år.

”Det er den periode, der er vigtigst for hjernens udvikling. Når barnet bliver to år, har hjernen nået 80-90 pct. af sin endelige størrelse,” understregede han.

Kim F. Michaelsen kom med flere eksempler på, hvordan selvbestaltede ’eksperter’ i de senere år har frarådet bestemte fødevaregrupper, herunder mejeriprodukter, ud fra deres egne erfaringer, men uden at der har været videnskabelig evidens for det.

”Fx giver nogle forældre selv deres barn diagnosen laktoseintolerant uden at få det undersøgt af en læge, men laktoseintolerance udvikles sjældent før fem års alderen, og i øvrigt kan selv de intolerante tåle laktose i mindre mængder” sagde Kim f. Michaelsen og fortsatte:

”Flere undersøgelser viser, at der er stigende problemer med fejlernærede børn, som ofte mangler energi i deres kost for at kunne udvikle sig normalt. Et andet problem, der ofte følger med fejlernæring, er det sociale, hvis barnet ikke må spise det samme som kammeraterne.”

Det er syvende år i træk, at Ernæringsfokus afholdt sin Inspirationskonference. I år havde konferencen 100 deltagere i København mandag og 70 i Aarhus tirsdag i denne uge; deltagerne er først og fremmest sundhedsprofessionelle, herunder sundhedsplejersker og diætister og studerende.

 

 Professor i børne- og international ernæring ved Københavns Universitet, Kim Fleischer Michaelsen.