01. januar 2016

Oprindelsesmærkning spreder sig

Tre lande har fået grønt lys fra EU-Kommissionen til at indføre tvungen oprindelsesmærkning af mælk og mejeriprodukter, og flere er på vej. ’Klart diskriminerende’ – sådan betegnes lovgivningen af Mejeriforeningens erhvervspolitiske chef.

I juli fik Frankrig som det første land lov til at indføre en national mærkningsordning for bl.a. mælkeprodukter, hvor et mærke på emballagen viser, at produkterne er af fransk oprindelse. I slutningen af oktober fik Italien og Litauen EU-Kommissionens accept til at indføre lignende ordninger. For alle tre lande gælder det, at der er tale om forsøgsordninger, der skal løbe i to år.

De franske regler gælder fra 1. januar 2017. For Litauens vedkommende forventes reglerne også at træde i kraft allerede fra årsskiftet, mens de italienske regler forventes at gælde fra 1. april 2017.

”Umiddelbart har ordningerne ingen direkte betydning for produktion og salg af dansk mælk og mælkeprodukter, idet reglerne ikke gælder for produkter, der fremstilles eller markedsføres i andre medlemslande. Men der er klart tale om diskriminerende lovgivning, der har til hensigt at få de lokale forbrugere til at vælge indenlandsk producerede produkter,” forklarer erhvervspolitisk chef for Danish Dairy Board Bruxelles Kirsten Holm Svendsen og tilføjer: ”Desuden medvirker disse - vidt forskellige – nationale regelsæt til, at det bliver mere kompliceret for en virksomhed at have produktion i flere medlemslande.”

Et skridt i den forkerte retning

Såvel EDA (European Dairy Association) som en lang række medlemslande har påpeget, at de nationale ordninger er i klar modstrid med reglerne for det indre marked, og at Kommissionen burde blokere for nye forsøgsordninger, indtil man kender konsekvenserne af den franske forsøgsordning. Alligevel har Kommissionen altså sagt ja til de to landes tiltag.

”Kommissionen er for tiden mere fokuseret på at give medlemslandene spillerum end på at vogte traktaten og det indre marked, og disse tilladelser til nationale særordninger er endnu et skridt i den forkerte retning” lyder det fra Kirsten Holm Svendsen.

Ifølge EU-lovgivningen skal der kunne påvises en sammenhæng mellem kvalitet og oprindelse, hvis et EU-land vil indføre tvungen oprindelsesmærkning.

”Men når det gælder mælk, er det ikke muligt at påvise nogen forskel på kvaliteten mellem landene,” siger Kirsten Holm Svendsen og fortsætter:

”Det har da også været umuligt at få Kommissionen til at svare på, hvorledes man har etableret det krævede link mellem oprindelse og kvalitet. Kommissionen henviser til, at der arbejdes på at tydeliggøre reglerne om frivillig oprindelsesmærkning, altså hvor producenterne selv beslutter, om de vil angive oprindelsen, således at disse kan anvendes i stedet. Italien har signaleret, at man vil ophæve reglerne om tvungen mærkning, såfremt de nye regler om frivillig mærkning bliver acceptable.”

Flere ansøgninger

Også Finland, Grækenland, Portugal og Rumænien har søgt om tilladelse til at indføre nationale regler, og det forventes, at Kommissionen træffer sin afgørelse inden for tre måneder.

I det finske udkast er der ikke sat en tærskelværdi for den primære ingrediens, hvilket formentlig vil betyde, at blot forekomsten af en mælkeingrediens vil udløse et krav om oprindelsesmærkning. I den franske ordning gælder dette kun for produkter med en mælkeingrediens på over 50 pct.