01. januar 2016

Kvæget var populært

86.000 danskere tog søndag imod invitationen fra Åbent Landbrug om at tage på gårdbesøg. Heraf valgte 69.500 at besøge en kvægbedrift.

50 gårde fordelt over hele landet og på alle driftsgrene (undtaget mink) åbnede søndag dørene og inviterede alle interesserede indenfor. I alt 86.305 danskere tog imod tilbuddet, og heraf valgte de 69.495 at besøge et kvægbrug – enten en af de 34 gårde med malkekvæg eller de fire gårde med kødkvæg.Dermed endte kvæggårdene med at få i gennemsnit 2.044 gæster. Ifølge projektleder for Åbent Landbrug, Jan Morre, er det også typisk disse gårde, der trækker flest besøgende.

Den gård, der i år modtog flest gæster, var Bredballegård ved Mårslet syd for Aarhus, hvor 5.100 besøgende kiggede indenfor. Gården er en del af Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus, og ud over køer er der bl.a. grise på gården.

Ros fra ministeren

Sammen med formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, besøgte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen malkekvægbedriften Adelgaard ved Skjern, og der var ros til Åbent Landbrug fra ministeren:

”Jeg har lige fra min første dag i ministeriet arbejdet for mere folkeoplysning. Danskerne skal have muligheden for at komme ud og se, hvordan et moderne landbrug helt konkret ser ud. For hvis vi skal have en reel debat om landbrugets fremtid, så er det vigtigt, at den ikke bygger på misforståede illusioner om, hvad landbruget er," sagde Esben Lunde Larsen.

Med 86.300 gæster blev det samlede antal besøgende en del lavere end sidste år, hvor over 118.000 danskere var på gårdbesøg. Faldet var ventet, da der i år var 16 færre besøgsgårde i forhold til sidste år.