01. januar 2016

Dæmpede forventninger efter Iran-besøg

Selvom EU ophæver sin embargo mod Iran, venter der næppe et nyt feta-eventyr lige om hjørnet. Sådan lyder vurderingen fra seniorkonsulent Anders Horslund Boeskov, L&F, i kølvandet på et dansk handelsfremstød i Iran i denne uge.

Efter 20 år med blandt andet importforbud og handelsembargo bliver der nu atter åbnet en dør på klem for eksport til Iran – dansk mejeribrugs gamle ’guldæg’, som frem til midten af 90’erne importerede tonsvis af dansk feta.

De seneste fem år har USA og EU opretholdt en olie- og handelsembargo mod Iran, men sidste sommer indgik landet en aftale med bl.a. USA, Storbritannien, Kina og Rusland om brug af atomkraft til fredelige formål. Sanktionerne er derfor på vej til at blive hævet, og dermed vil det igen blive muligt at eksportere til landet.

Høj told spænder ben

På den baggrund deltog Landbrug & Fødevarer sammen med knap 60 danske virksomheder, heriblandt Arla Foods, i sidste uge i et eksportfremstød i Iran med udenrigsminister Kristian Jensen i spidsen. Seniorkonsulent Anders Horslund Boeskov fra L&F, Handelspolitik og Markedsadgang, var med på turen. Han mener ikke, at dansk mejeribrug skal regne med, at et nyt eksport-eventyr er lige om hjørnet.

”Vi forventer, at de finansielle sanktioner mod Iran snart vil blive ophævet, men landets høje toldsatser på mange mejeriproduktkategorier vil fortsat gøre det meget svært for danske mejeriprodukter at konkurrere,” siger Anders Boeskov.

Ønsker selvforsyning

Han fortæller videre, at der under besøget var stor interesse for dansk landbrug, men mest i form af mulighederne for samarbejde og partnerskaber.

”Iranerne arbejder på at blive selvforsynende, og de er derfor meget interesserede i maskiner og ingredienser, der kan optimere deres egen produktion. Derimod siger de, at de ikke har behov for mejeriprodukter udefra.”

Det er dog et faktum, at landet er tæt på at have udnyttet sine vandressourcer 100 pct., og sammen med en hastigt voksende befolkning vil der derfor opstå et behov for flere fødevarer udefra.

”På sigt vil iranerne efter alt at dømme få brug for at importere fødevarer – spørgsmålet er bare hvornår. Indtil da skal man som eksportør regne med mange udfordringer, herunder told og importtilladelser.”

Anders Boeskov mener, at muligheden for eksport til Iran i høj grad vil afhænge af, om mejerierne kan finde nye veje at handle med landet.