01. januar 2016

På mærkerne for den danske mælk

BRANDING Et stort flertal af forbrugerne vil helst have mælk fra danske køer. Ny kampagne for ’Dansk Mælk’-mærket skal gøre det nemmere at finde den foretrukne mælk i køledisken.

Mælk topper listen, når man spørger danskerne, hvilke fødevarer der skal være danske. I en ny undersøgelse nævner 68 pct. af de adspurgte mælken som den fødevare, de foretrækker har dansk oprindelse. Det er bare ikke altid let for forbrugerne at vide, om mælken er dansk eller udenlandsk. ”Problemet er, at mange ikke ved, om den mælk, de køber, er dansk eller udenlandsk. Forbrugeren bruger kun kort tid ved mælkekøleren, hvor der er mange mærker at vælge mellem, og nogle udenlandske mærker har danske navne. ’Dansk Mælk’-mærket skal gøre det lettere for forbrugeren at orientere sig og finde den danske mælk i køleren,” siger afdelingschef i Mejeriforeningen, Jan Hermansen.

Ukendt mærke

Mærket blev lanceret for snart tre år siden og findes allerede på rigtig mange mejeriprodukter. Men en ny undersøgelse viser, at næsten 70 pct. af den danske befolkning fortsat ikke kender mærket. ”Vi skal øge kendskabet til mærket gennem en kampagne, der er planlagt til at løbe over tre år. Det tager tid at opbygge kendskab til et mærke, og forbrugerne skal også lære, hvilke kvaliteter mærket dækker over.” Jan Hermansen fortæller, at budskabet i kampagnen er, at dansk mælk er i verdensklasse. ”Vi måler det på friskhed, som både er det allervigtigste for forbrugerne, når de køber mælk, og som er en dansk specialitet, fordi vi har en unik kombination af mange landbrug, et relativt lille areal og kort afstand mellem gård og mejeri og mellem mejeri og butik. Derudover er dansk mælk i verdensklasse målt på kvalitet, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd.” Danskerne vil blive præsenteret for mærket i reklamer i blandt andet dagblade, på tv, på udendørs standere og i form af merchandise som fx drikkeglas.

Valgfrit at bruge

Mærket kan bruges på alle mejeriprodukter, men er især relevant for drikkemælk. Det bliver brugt både på mejeriernes egne mærkevarer og på detailhandlens mærker. ”Det er valgfrit for mejerierne, om de vil bruge mærket. Alle er velkomne til at benytte det, hvis deres produkter lever op til kriterierne – at mælken kommer fra en dansk gård, og produktet er produceret i Danmark,” siger Jan Hermansen. Mejeriforeningen ejer mærket og står bag kampagnen i samarbejde med mejerierne. Kampagnen blev i øvrigt skudt i gang den 1. juni, der siden 2000 har været ’World Milk Day’ (Verdens Mælkedag).