01. januar 2016

Øko-boom

TENDENS Salget af økologiske mejeriprodukter stiger både i Danmark og landene omkring os. Coop har lanceret en ambitiøs øko-kampagne, på finansloven blev der afsat 120 mio. kr. til styrkelse af produktion og salg af økologi, og til marts hæver Arla øko-tillægget til mælkeproducenterne med 15 øre/kg.

For præcis et år siden udkom ’mejeri’ med et tema om økologisk mælkeproduktion under overskriften ’Turbulente tider for øko-mælken’. Den aktuelle anledning var, at flere økologiske mælkeproducenter ville skifte til konventionel produktion eller overvejede at gøre det, fordi det gav bedre vilkår for vækst, når kvoterne blev afskaffet. Produktionsformen var under pres, og salget af ø-mærket mælk var ramt af stagnation.

Som et billede herpå lød meldingen fra Arla, at man på trods af et tab på ni økologiske leverandører ikke havde planer om at tage nye øko-producenter ind. ”Vi har fortsat et pænt overskud af økologisk mælk ikke mindst i Sverige, og det overskud har vi pligt til at udnytte, før vi kan tage nye leverandører ind,” lød forklaringen fra pressechef Theis Brøgger, Arla. Det var dengang.

Svensk ketchupeffekt

Hvis vi et kort øjeblik fastholder blikket på Sverige, så gennemlevede landet kort efter noget, der minder om økologisk forbrugsfest – godt hjulpet på vej af kampagner fra mejerier og detailkæder. ”Vi oplever en ketchupeffekt, som formentlig er verdensrekord i salgsfremgang,” lød det fra Ann Freudenthal, Arla Foods Sverige i ’mejeris’ oktoberudgave sidste år. Ved årets udgang kunne Arla notere en fremgang for økosalget i Sverige på hele 36 pct. i 2014 ifølge EKO Web Sverige. Også i Storbritannien har øko-forbruget fået et spark opad i det forgangne år. Salget af drikkemælk er således steget med 10 pct., meddeler den økologiske handelsorganisation, OMSCO.

Selv i Danmark, hvor øko-mælken har en højere markedsandel end i Sverige og Storbritannien, er der grøde i salget. Efter i flere år at have været presset af billigmælken i de danske kølediske, har økomælken på det seneste oplevet et salgsmæssigt comeback, meddelte direktør i Arla Danmark, Thomas Pietrangeli, til Dansk Handelsblad, 30. januar i år. ”Med det fokus, der er på økologi nu, også markedsføringsmæssigt, er jeg ikke i tvivl om, at økologi går en lysere fremtid i møde,” siger han til bladet.

Coop vil fordoble øko-omsætning

Og fokus på økologien, det må man konstatere, at der er. Et af de mere spektakulære tiltag kommer fra Coop, der ved årsskiftet meldte ud, at detailkæden over de næste fem år vil hæve omsætningen på økologiske fødevarer i sine butikker fra nuværende fem mia. kr. til 10 mia. kr. Et af midlerne er en sænkning af priserne på de ø-mærkede produkter. Og kæden betaler selv. Coop har sat i alt en mia. kr. af til den manøvre. ”Vi var de første til at sælge økologiske varer tilbage i 1982. Dengang blev der grinet af os. SuperBrugsen skabte gennembruddet for økologien i 1993 (..) Derfor er det naturligt for os at benytte 25 års jubilæet for det røde økologimærke til at realisere en vision, der rykker økologien op i en anden liga,” udtalte adm. direktør Peter Høgsted, Coop, til bladet Økologi & Erhverv i januar 2015.

Parallelt hermed kørte en række andre store detailkæder økologi-kampagner i starten af året, og kort forinden havde regeringen, EL og SF varmet op til ø-mærkejubilæet den 30. januar med en finanslovsbevilling på 120 mio. kr., der skal styrke forbruget, eksporten og produktionen af økologiske fødevarer.

Øko-tillæg: +15 øre/kg

Sidst, men ikke mindst, meddelte Arla i starten af februar, at selskabet pr. 2. marts hæver afregningsprisen til sine økologiske mælkeproducenter – det såkaldte øko-tillæg – med 15 øre/kg. Ikke som jubilæumsgestus, men som et konkret udtryk for, at markedet i stigende grad efterspørger økologiske mejeriprodukter. ”Vi har en klar ambition om at drive og udvikle det økologiske marked for mejeriprodukter i Europa. (..) og med et voksende salg af økologi både i og udenfor Europa forudser vi et behov for mere økologisk mælk i de kommende måneder og år. Derfor hæver vi øko-tillægget nu,” lød det fra vice-adm. direktør Povl Krogsgaard, Arla, i et nyhedsbrev fra selskabet.

Økologi er en god forretning

I Landbrug & Fødevarer sidder chefkonsulent Ejvind Pedersen og glæder sig over den stigende interesse og markedsmæssige fremgang for økologien. ”Der er tale om en bølge, som har ramt store dele af Europa. Helt overordnet handler det om, at krisestemningen blandt forbrugerne er ved at lette. De er villige til at bruge flere penge på fødevarer igen, og mange efterspørger den særlige kvalitet, som økologiske produkter repræsenterer,” siger han. ”Samtidig har mejerierne været dygtige til at stimulere interessen med en strøm af nye produktlanceringer, eksempelvis skyr. Godt bakket op af detailkæderne, som kan se, at økologi er et godt sted at profilere sig og en god forretning. Sidst, men ikke mindst, vokser salget i øjeblikket markant inden for foodservice, hvor mange kantiner er i gang med at lægge om til økologi. Alle vil økologien – og så flytter tingene sig.”