01. januar 2016

Svømmestjerne i front for mælken

ROLLEMODEL Svømmeren Jeanette Ottesen er den centrale figur i en ny runde af mælkekampagnen ’Milk – a force of nature’.

Kampagnen ’Milk - a force of nature’ er klar til endnu en runde. Denne gang med et mere dansk præg samt øget fokus på mælkens ernæringsmæssige styrker - og til at personificere denne kombination har man valgt svømmestjernen Jeanette Ottesen.

”Danskerne kender hende som en frisk pige, som både er sund og sød at se på samtidig med, at hun er fysisk stærk,” forklarer Frederikke Sørensen, Account Director hos reklamebureauet TBWA med ansvar for den danske del af kampagnen.

Ifølge Jeanette Ottesen selv falder det hende naturligt at være ambassadør for mælken.

”Jeg er opfostret med mælk, lige fra jeg var helt lille. Jeg fik også skolemælk, og i dag drikker jeg stadig masser af mælk. Så det er på ingen måde påtaget, når jeg reklamerer for mælk - den lå lige til højrebenet,” siger svømmestjernen.

Plads til forbedringer

Første runde af den EU-støttede kampagne med mælkehvide riddere og elefanter blev rullet ud i medierne sidste efterår. Siden har analysebureauret Gfk målt på effekten blandt forbrugerne. Analysen viser, at mange synes godt om reklamens anderledes form, men at flere ting kan forbedres.

”Ikke alle har forstået det centrale budskab om, at mælkens indeholder en række næringsstoffer, som er vigtige for den enkeltes sundhed,” siger Lars Witt Jensen, marketing- og projektleder i Mejeriforeningen.

Reklamebureauet bag kampagnen har derfor justeret det nye fremstød på flere punkter.

”Vi gjort det tydeligere, at reklamen handler om mælk. Den er også blevet mindre international og mere dansk med dansk tale” siger Frederikke Sørensen, TBWA.