01. januar 2016

Flere mejeriingeniører på vej

KOMPETENCER Tilgangen til mejeriingeniøruddannelsen er øget med 50 pct. og antal studerende i mejeripraktik er fordoblet på Københavns Universitet. Industrien glæder sig over, at fælles indsats har båret frugt.

Studerende på København Universitet er for alvor ved at få smag for et af Danmarks mest sikre jobkort – mejeriingeniøruddannelsen. 23 nystartede på kandidatuddannelsen er en markant forøgelse på over 50 pct. i forhold til de tidligere år. Søgningen til mejeripraktikken på bachelor-delen oplever endnu større fremgang med en fordobling til 23. Denne fremgang vækker glæde i danske fødevarevirksomheder som Arla Foods, DuPont og Novozymes, hvor man i en årrække bekymret har fulgt en beskeden søgning til fødevareuddannelserne. Netop mejeriingeniøruddannelsen har langtfra leveret det antal, som industrien har brug for. Behovet vurderes at være i omegnen af 25 nyudklækkede kandidater hvert år.

Branchen tog affære

Med udsigten til et alvorligt underskud af mejeringeniører tog en række fødevarevirksomheder for to år siden initiativet til Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen. Målet var at skabe større interesse blandt de studerende, opgradere uddannelsen og samtidigt gøre reglerne mere smidige, så flere kunne optages. Formand for gruppen er Jens Termansen, som til daglig er Vice President i Arla Foods.

”Det er meget tilfredsstillende, at vi i dansk fødevareindustri i fællesskab har formået at løfte denne opgave på tværs af de forskellige brancher,” siger Jens Termansen med henvisning til Industrigruppens sammensætning med både ingrediensvirksomheder, producenter af procesudstyr og så mejerivirksomhederne, hvor Arla Foods og flere mindre mejerier er med i Industrigruppen. En forbedret og mere moderne kommunikation på forskellige hjemmesider og en stribe velbesøgte arrangementer for de studerende er blandt de synlige resultater.

Tætte relationer vigtig

Også den tætte dialog mellem industrien, Universitetet og de studerende har været vigtig.

”Det har skabt en række tætte relationer, så alle parter ved, hvad de andre forventer af mejeriingeniøruddannelsen og forstår hinandens behov og motiver,” siger Arla-direktøren, som også er glad for flere justeringer af optagelseskravene. Det handler blandt andet om mulighed for at tage det halve års mejeripraktik under selve kandidatuddannelsen, hvilket åbner op for, at også udenlandske studerende med en bachelor kan tage uddannelsen.

”Vi er rigtig glade for, at den stigende tilgang både omfatter flere danske studerende og flere udenlandske. Dansk fødevareindustri rummer jo mange globale virksomheder, som både kan bruge mejeriingeniører her i Danmark samt i udenlandske afdelinger, så en kinesisk mejeriingeniør er lige så velkommen som en dansk,” forklarer Jens Termansen. Han bemærker også, at nye undersøgelser viser, at halvdelen af udenlandske studerende gerne vil blive i Danmark, hvis der er job.

Universitet imponeret

På Københavns Universitet, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, er man også tilfredse. Fakultetet har fastholdt det rekordhøje indtag på knap 120 bachelorstuderende fra sidste år og ser altså markant flere ansøgninger til mejerispecialiseringen. En udvikling, hvor prodekan Grete Bertelsen giver Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelsen en stor del af æren.

”Det er unikt, at en helt branche går så engageret i dialog med os og investerer så meget i relationen til de studerende,” siger Grete Bertelsen, som også oplever stor imødekommenhed, når det gælder adgang for specialestuderende i virksomhederne og villighed til at give gæsteforelæsninger på Universitetet.

”Det er alt sammen med til at skabe goodwill blandt de studerende, hvilket rygtes,” forklarer hun. Hun oplever også stigende fokus på beskæftigelsesgraden blandt de studerende.

”Det er lykkedes, at formidle budskabet om høj beskæftigelse og spændende jobmuligheder i internationale virksomheder,” lyder det fra prodekanen.

Studerende oplever synlighed

Også de studerende er begejstrede for de nye tiltag omkring uddannelsen.

”Der er sket meget, siden jeg startede på fødevareuddannelsen for fire år siden. Kommunikationen signalerer en offensiv branche med en stor bredde i beskæftigelsesmulighederne. Også arrangementer, hvor eksempelvis karrierebussen tager os studerende med på forskellige virksomhedsbesøg, er inspirerende”, siger Louise Dam, som i foråret var i mejeripraktik på hhv. Naturmælk og Kalmar Mejeri i Sverige.

”Mejeripraktikken gjorde det endelige udslag for mit valg af kandidatuddannelse, da jeg fik lov at udforske mange aspekter,” siger hun og peger på arbejdsområder som produktudvikling, mikrobiologi, kvalitet, og produktionsudstyr, som også indgår i uddannelsen.

Opbygger goodwill

Landbrug & Fødevarer følger også mejeriingeniøruddannelsen fra det særlige Mejerikontaktudvalg, som er nedsat ved siden af Mejeriindustrigruppen. Chefkonsulent Kim Tram Sørensen føler sig overbevist om, at branchen skaber goodwill hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Både Produktivitetskommissionen og Undervisningsministeriets Kvalitetsudvalg har netop understreget vigtigheden af, at uddannelserne målrettes mod erhvervenes behov, og at man har fokus på beskæftigelsesgraden. Det er aktiviteterne omkring mejeriingeniøruddannelsen jo fint i tråd med,” siger Kim Tram Sørensen, som oplever stigende opmærksomhed omkring fødevareuddannelserne.

”Og det er meget positivt, for der er fortsat brug for solide bevillinger, hvis den danske førerposition skal bevares,” siger han.

FAKTA – INDUSTRIGRUPPEN BAG MEJERIINGENØRUDDANNELSEN

Gruppen er stiftet i 2012 og består af 22 virksomheder fra fødevarerelaterede brancher, herunder mejeri, ingredienser og procesudstyr. Budget på ca. 0,5 mio.kr. Formålet har været at øge synlighed samt forbedre rammer og indhold i mejeriingeniøruddannelsen med henblik på at skabe flere færdiguddannede kandidater. Se mere på hjemmesiden www.dairy-career.dk.