01. januar 2016

Helt tæt på gårdens dyr

NÆRKONTAKT Eleverne i 5. C på Abildgårdskolen besøgte Finn Thorslund og hans økologiske gård med mælkeproduktion. Her kom de helt tæt på dyrene og fik lov til på egne fingre at mærke, hvordan en malkemaskine virker, og at se, hvordan man gør en ko drægtig.

Ivrige 5. klasse-elever omringer omgående gårdejer Finn Thorslund på gårdspladsen. De har netop forladt bussen, som har transporteret dem fra Abildgårdskolen i Odense ud til Høstrupgård syd for den fynske storby. De begynder straks at overdænge landmanden med spørgsmål.

”Hvor mange dyr har du? Har du heste?”

Finn Thorslund må hæve stemmen og skære igennem, så de kan komme i gang med dagens program. Spørgsmål skal der nok blive plads til, beroliger han eleverne. De går ind i stalden til kalvene, men der går ikke mange sekunder, før nogle må træde et par skridt tilbage. Omgivelserne og den landlige lugt er uvante. Nogle elever må have et trøjeærme op foran næsen, før de samler sig omkring Finn Thorslund ved dagens første post.

Vigtigt hvor maden kommer fra

5. C er en af de mange skoleklasser, som har benyttet sig af Landbrug & Fødevarers tilbud ’Klassen i stalden’, som gør det muligt at komme ud at besøge en gård. Gårdejere landet rundt har meldt sig som værter og tager imod eleverne til en lærerig dag.

Finn Thorslund er en af de gårdejere. Han har haft besøg af skoleklasser i hvert fald de sidste 15 år og har de seneste år haft omkring 30-40 besøg om året.

”Det er vigtigt, at eleverne ved, hvor den mad, de putter i munden, kommer fra,” fortæller Finn Thorslund, som oplever, at eleverne viser interesse for at lære om gården blandt andet ved at stille mange spørgsmål.

Eleverne i 5. klasse på Abildgårdskolen har emneuge, hvor de arbejder med emnet energi til kroppen.

”De skal vide, hvor maden kommer fra. De har glædet sig meget til at komme ud at besøge en gård,” fortæller en af klassens lærere, Anne Dorte Kühn, som er med på turen sammen med sin kollega Mona Hassan.

Rundt på gården

Eleverne får lov til at se hele gården. De er nået til det sted i stalden, hvor køerne bliver malket. Her finder Finn Thorslund malkemaskinen frem og får gang i den. Han demonstrerer, hvordan den virker ved at stikke sine tommelfingre ind i to af de huller, som er beregnet til koens patter.

Så er det elevernes tur. Nogen kaster sig ud i det, mens andre lige skal se, hvordan det går deres klassekammerater, inden de stikker deres egne fingre frem.

Finn Thorslund viser også eleverne, hvordan det foregår, når en ko bliver drægtig. Han finder det redskab frem, som bruges til at inseminere koen med tyresæd. Eleverne kigger forundret på den lange genstand.

”Så er der slet ikke brug for en tyr,” konstaterer eleverne, inden de fortsætter rundt på gården.

De går ud til grisene, som utålmodigt står og venter på at blive fodret, og ud til køerne på marken, hvor det handler om at holde øje med, hvor man træder. Ellers ender man nemt med foden i en kokasse. De kommer også forbi hønsegården, hvor Finn Thorslund finder et par friske æg frem, som eleverne kan holde.

Uvante rammer

”Jeg har aldrig været så tæt på en ko. Den er større, end jeg troede,” siger en af eleverne.

Livet på en gård er ikke hverdagskost for eleverne i 5.C. Det har været en udfordring at komme så tæt på køer og grise, og lugten nåede alle vist heller ikke at vænne sig til. Men det har tydeligvis været en spændende dag.

”Vi har lært noget nyt, som for eksempel hvordan man malker en ko. Det er sjovere at være på besøg på bondegården end at høre læreren fortælle om det,” fortæller en elev

Faglighed i fokus

Landbrug & Fødevarer vil med tilbuddet ’Klassen i stalden’ give eleverne et nuanceret kendskab til erhvervet.

”Det skal styrke dialogen mellem landbrug og skoleelever. Tingene sker ude hos landmanden, og derfor er det ham eller hende, der er bedst til at fortælle, hvor maden kommer fra, og hvor processerne starter,” siger Jan Morre Christensen, kommunikationskonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Fra L&F’s side lægges vægt på, at besøget har et fagligt fokus, og at eleverne får ny viden om livet på landet med derfra.

”Det er vigtigt, at besøget er fagligt, og at der ikke bare er fri leg. Det er et undervisningstilbud, som kan hægtes op på noget af det, som eleverne arbejder med i forvejen,” siger Jan Morre Christensen.