04. februar 2019

Festligt generationsskifte i Nordex Food

Den muntre tone var i højsædet, da et par hundrede gæster på Dronninglund Slot fredag var med til at fejre, at Martin Aagaard Pedersen har overtaget direktørposten i Nordex Food efter sin far, Keld Pedersen.

Kunder, medarbejdere og branche- og andet godtfolk strømmede til, da det familieejede Nordex Foods fredag eftermiddag markerede et generationsskifte i toppen af den nordjyske specialist i hvid ost. Efter 35 år som direktør har den 70-årige Keld Pedersen overladt posten til sin søn Martin Aagaard Pedersen (40 år), og det blev markeret med en reception på Dronninglund Slot med deltagelse af mere end hundrede gæster.

Fra starten blev den muntre tone slået an i de tætpakkede sale på slottet. På talerstolen var blandt andre bestyrelsesformand Poul Erik Markfoged, som opridsede virksomhedens historie fra den spæde start i 1984 frem til dagens koncern med en årlig omsætning på 1,7 mia. kr., 350 medarbejdere og salg til 70 lande. Kort tid inden grundlæggelsen havde Keld Pedersen forladt en stilling som direktør for Ørum Gruppen i ’vrede og frustration’ over, at ejeren Jens Børge Kjær uden at informere direktøren havde solgt virksomheden til MD Foods.

Den første februar stiftede Keld Pedersen Nordex Food sammen med tre tidligere kolleger fra Ørum Gruppen og et libanesisk handelsfirma og medinvestor. Bestyrelsesformanden roste Keld Pedersen for at være en ærlig, stærk og visionær leder, der havde formået at udvikle Nordex Foods til Nordeuropas specialist i hvid ost.

”Keld har altid været fremsynet,” sagde bestyrelsesformanden og nævnte – med et glimt i øjet – et konkret eksempel: At virksomheden blev grundlagt den 1. februar 1984. ”Det betød, at selskabets 35 års jubilæum og Kelds tilbagetræden ville finde sted på en fredag,” konkluderede han og kaldte latteren frem blandt publikum.

”Du har skabt din egen identitet”

Keld Pedersen kunne i sin tale glæde sig over 35 begivenhedsrige år i spidsen for en virksomhed i konstant udvikling. ”Man kan blive helt forpustet, når man kigger tilbage,” sagde han og sammenlignede virksomheden og dens medarbejdere med et symfoniorkester, hvor alle instrumenterne skal spille sammen.

Han glædede over, at hans søn Martin for otte år siden valgte at træde ind i Nordex Food, hvor han efterfølgende fik job som kommerciel udviklingsdirektør.

”Jeg synes, du har skabt din egen identitet, du har skabt respekt om dig. Dertil har du været lige så heldig som mig og været omgivet af dygtige medarbejdere,” sagde Keld Pedersen og tilføjede senere, at ”det er med stolthed, at jeg giver stafetten videre til dig, Martin.”

Martin Aagaard Pedersen tog i sin tale fat på nogle af de overvejelser han havde haft, da han i sin tid sagde farvel til et job i Carlsberg for at flytte tilbage til Nordjylland og gå ind i familievirksomheden.

”Ville jeg blive betragtet som andet end direktørens søn?” havde han spurgt sig selv. ”Men her otte år efter må jeg konstatere, at jeg er faldet til. At jeg har fundet mit drømmejob,” fortsatte han og henvendte sig derefter direkte til Keld Pedersen: ”Det kan være, at du om nogle år vil være kendt som ’Martins far’.

En bemærkning, som både Keld Pedersen og gæsterne tog imod med bifald.

Vil du vide mere?