23. august 2018

Sæt mange krydser i kalenderen

Sensommeren byder på adskillige arrangementer, hvor danskerne kan smage sig igennem dansk mejeribrug.

Når der på fredag, den 24. august, tages hul på Copenhagen Cooking & Food Festival er det samtidig startskuddet til tre uger med madfestivaler i landets tre største byer. Danskerne kan bl.a. få udfordret smagsløgene med en ostesoftice eller prøve blindsmagning af mælk, og midt i september kan de tage på landet og se, hvor mælken kommer fra.

I København deltager Mejeriforeningens Ost & ko kampagne igen i år på Copenhagen Cooking & Food Festival med en ostebar på Israels Plads, hvor folk kan købe smagsprøver på mere end 30 forskellige danske oste.

”Det var fantastisk at opleve den store appetit på danske oste, som publikum viste vores ostebar ved Copenhagen Cooking sidste år. Særligt det store oste-udvalg med bredden og dybden i danske oste vakte megen begejstring, så det har vi valgt at gentage. Og så vil vi gerne fremvise et par af de uendelige anvendelsesmuligheder, som dansk ost har, og som du måske ikke lige tænker på, når du forbereder det vanlige ostebræt,” siger Lars Witt, marketing manager i Mejeriforeningen.

Noget for alle aldre

I ostebaren bliver det for eksempel også muligt at smage en ostesoftice med enten salatost, gedeost, mascarpone eller friskost, og på samme adresse inviterer Timm Vladimir tirsdag den 28. august til en workshop, hvor deltagerne får mulighed for at fremstille deres egen friskost. Derudover byder den københavnske cocktailbar Balderdash på tre originale cocktails kombineret med tre danske oste, så med disse og andre arrangementer må Ost & ko siges at bidrage til temaet for dette års Copenhagen Cooking & Food Festival, som er ’Breaking the new’.

Under festivalens sidste to dage, den 1. og 2. september, inviterer Arla for sjette år i træk børn og unge til Arla Food Fest på Islands Brygge. Traditionen tro bliver der mulighed for at prøve kræfter med sjove og lærerige aktiviteter, som skal inspirere børnene til sunde og gode madvaner. Aktiviteterne krydres med et musikprogram, bl.a. optræder Mika og Tobias med Youtube-hittet ’Ikke mere mælk’.

Aarhus og Odense følger efter

Weekenden efter, den 7.-9. september, gentager Arla sin Food Fest i Aarhus i forbindelse med Food Festival, der er Nordens største madfestival. Også her inviterer Ost & ko gæsterne på forskellige aktiviteter, blandt andet kan man om lørdagen komme en tur på ’Osteruten’, hvor en række ostemagere fortæller om dansk osteproduktion og byder på ostebidder undervejs, og ligeledes om lørdagen arrangeres der blindsmagning af mælk, smør og ost.

Allerede dagen efter at Food Festival i Aarhus lukker dørene, åbner madfestivalen SPIS! Odense Food Festival, som sætter fokus på den fynske og danske mad- og måltidskultur. Ost & ko byder også her på en række arrangementer, og da festivalen har fokus på lokale råvarer, har den fynske specialitet rygeosten fået sin egen dag. Festivalen finder sted fra den 10.-15. september.

Det starter på landet

Den 16. september får danskerne så mulighed for at opleve, hvor mælken og de andre fødevarer kommer fra, når der for 21. gang inviteres til Åbent Landbrug.

Ud af de godt 50 gårde, der i år er tilmeldt arrangementet, er de 32 mælkeproducenter, og det er traditionelt gårdene med malkekvæg, der får flest gæster. Sidste år besøgte ca. 96.000 danskere en gård under Åbent Landbrug.

Vil du vide mere?