31. august 2018

Nyt, stort studie: Mælk modvirker livsstilssygdomme

En ny analyse dokumenterer, at mejeriprodukter kan nedsætte risikoen for livsstilssygdomme som type 2-diabetes.

”Det her er virkelig interessant!”

Ernæringschef for mejeri i Landbrug & Fødevarer, Merete Myrup har svært ved at skjule sin begejstring over en helt ny, stor meta-analyse af mejeriprodukters betydning for udvikling af metabolisk syndrom. Analysen giver et klart billede af, at mejeriprodukter, især mælk og yoghurt, kan reducere risikoen for metabolisk syndrom, der er en slags forløber for hjertekarsygdomme og type 2-diabetes.

”Når først man har metabolisk syndrom, så er vejen til især type 2-diabetes kort.”, fastslår Merete Myrup.

Vigtig dokumentation

En meta-analyse er en samkøring af flere studier af samme emne, og anses derfor for langt mere troværdig end enkeltstående undersøgelser. I dette tilfælde er der tale om en samkøring af mere end 30 videnskabelige studier, som er udført i både USA, Europa og Asien.

”Vi har altid vidst, at mælk indeholder vigtige næringsstoffer, men med denne analyse har vi fået ny og ret solid dokumentation for, at mejeriprodukter har en positiv effekt i forhold til nogle af de alvorlige livsstilssygdomme, som vi især bøvler med i vores del af verden,” fastslår Merete Myrup.

Analysen viser, at man kan mindske risikoen for at udvikle metabolisk syndrom med 9 pct. ved at indtage en ’portion mejeriprodukt’ dagligt, men specielt mælk og yoghurt giver ekstra positive effekter: Et ekstra glas mælk, ca. 2 dl, om dagen reducerer således risikoen med 13 pct., mens en portion yoghurt, ca. 1 dl, reducerer risikoen med 18 pct.

Trussel mod folkesundheden

”Det er både imponerende og overraskende, at man kan se virkningen så tydeligt. Vi ved ikke helt præcist, hvad det er i mælken, der giver den positive effekt, men forklaringen ligger efter alt at dømme i den såkaldte mælkematrice – altså mælkens unikke sammensætning af næringsstoffer, mineraler og vitaminer,” forklarer Merete Myrup.

Det anslås, at 20-25 pct. af den voksne befolkning på kloden lider af det metaboliske syndrom; forekomsten af syndromet har i de senere år været stigende, og det anses derfor som en global trussel mod folkesundheden.

I de forskellige studier har forskerne også set på, om mejeriprodukter med et lavt fedtindhold havde en bedre virkning end de mere fedtholdige produkter, men det har ikke været muligt at se en forskel.

Analysen er publiceret i det anerkendte tidsskrift British Journal of Nutrition.

Reference: Lee et al. 2018. Dairy food consumption is associated with a lower risk of the metabolic syndrome and its components: a systematic review and meta-analysis. British Journal of Nutrition, vol 120, pp 373-384

Vil du vide mere?