01. juni 2018

Fem butikker nomineret til Mejeriprisen

Landbrug & Fødevarer uddeler igen i år Mejeriprisen, Slagterprisen og Frugt- og grøntprisen til butikker, som gør noget særligt inden for netop deres område.

Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer

Mejeriprodukter kan være en god smagsgiver til måltider over hele kostdøgnet. Blandt andet derfor uddeler Landbrug & Fødevarer til oktober en pris til landets bedste mejeriafdelinger, og de nominerede til den eftertragtede pris er nu fundet.

Vickie Enné Ryge, der er jurymedlem og ansvarlig for Mejeriprisen hos Landbrug & Fødevarer, siger: ”Vi oplever, at mejerikategorien spiller en større og større rolle som smagsgiver i måltidet. Fx spændende oste som topping på varme retter eller i salaten. Oste-tapas vinder frem. Mejeri har berettigelse i hoved- og mellemmåltider fordelt på hele dagen og alle ugedage.”

Vickie Enné Ryge glæder sig derfor over det nominerede felt: ”Vi har set et stort engagement hos butikkerne i forhold til oprindelse og friskhed. Den danske oprindelse på produkterne er afgørende for kunderne, og mejeriafdelingens fokus på friskhed er vigtig, fordi det vidner om butikkens holdning til friskhed generelt,” siger hun.

Høj faglighed

Der uddeles en Mejeripris inden for såvel discountkæder som supermarkeder/hypermarkeder, og blandt de mange indstillede butikker har juryen oplevet, at der er kommet et endnu større fokus på at sikre fagligheden blandt personalet i mejeriafdelingerne til fordel for kunderne.

De nominerede butikker vil i de kommende uger få uanmeldt besøg af såvel jurymedlemmer som ’mystery shopper’. Vindernavnene offentliggøres og priserne overrækkes på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, der finder sted den 9. oktober på Hindsgavl Slot i Middelfart.

De nominerede i kategorien ’Discount’ er:
Lidl, Skive; Rema1000, Haderslev; Aldi, Svendborg

De nominerede i kategorien ’supermarkeder/hypermarkedet’ er:
Salling Super, Aarhus; Bilka One Stop, Fields, København S

Læs mere her

Vil du vide mere?