21. februar 2018

’Et solidt resultat’

Arla Foods’ omsætning steg i 2017 med 8,1 pct. til 77 mia. kr., især takket være højere salgspriser. Adm. direktør Peder Tuborgh betegner resultatet som ’solidt’.

En stigning i salgspriserne, vækst i selskabets brandede produkter samt spredning i den geografiske sammensætning af markeder er tre af de vigtigste grunde til, at Arla Foods’ omsætning er steget fra EUR 9,6 mia. i 2016 til EUR 10,3 mia. i 2017 – en stigning på 8,1 pct.

”I 2017 leverede vi et solidt resultat takket være en god balance mellem brands, kategorier og markeder, som øger væksten i vores virksomhed. Men vigtigst af alt gav det os mulighed for at udbetale en betydeligt højere mælkepris til vores andelshavere og styrke vores balance, så vi kan foretage væsentlige investeringer i 2018,” siger Arla Foods’ adm. direktør Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.

Brands har afgørende betydning

Arlas strategiske brands: Arla, Lurpak, Castello og Puck, klarede sig alle fire godt i 2017 – fx steg omsætningen af Arla varemærket med 10,1 pct., hvoraf 3,4 pct. kom fra større volumen.

’Væksten i brandede produkter er fortsat af afgørende betydning for Arla, fordi det hjælper med at udligne volatiliteten på markedet og i råvarepriserne, hvilket har en endnu større indvirkning på ikke-brandede produkter’, skriver Arla i pressemeddelelsen.

Europa udgør fortsat selskabets vigtigste marked, men det internationale salg til kunder inden for detailhandel og foodservice oplevede i 2017 en kraftig stigning på 13,2 pct. i omsætningen, og opnåede det hidtil bedste resultat med EUR godt 1,6 mia.

Også datterselskabet Arla Foods Ingredients leverede en stigning i omsætningen på 19,6 pct. til EUR 651 mio. Selskabet har salg i mere end 90 lande.

Den gennemsnitlige Arla-indtjening blev i 2017 på 38,1 EUR-cent/kg, og den løbende udbetalte mælkepris (aconto) til andelshaverne steg med 27,4 pct.

Forventninger til 2018

Selskabet forventer, at omsætningen i 2018 vil ligge på omtrent samme niveau, EUR 10-10,5 mia., som følge af stigende mælkemængder og en bedre produktsammensætning.

Forventningerne skal bl.a. indfries ved hjælp af investeringsplanen på EUR 527 mio., der blev offentliggjort i januar, og som skal styrke væksten i såvel brandede produkter som det internationale salg. Strategiske vækstmarkeder som Mellemøsten, Nordafrika, Kina, Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og USA skal fortsat være i fokus i 2018, skriver Arla.

Læs pressemeddelelsen fra Arla.

Vil du vide mere?