14. december 2018

Det kræver en indsats at få calcium nok

På trods af at danskerne har et relativt højt forbrug af mælk, kan det være svært af få tilstrækkeligt med kalk ind i hverdagens kost, lyder det fra ekspert i knogleskørhed. Ny ’calciumberegner’ på nettet giver et overblik over indtaget af det vigtige mineral.

Med et årligt forbrug på 88 liter mælk pr. indbygger er danskerne blandt verdens mest mælkedrikkende folk. Men selvom mælkeforbruget på den måde giver et solidt bidrag til gennemsnitsdanskerens indtag af calcium, er det langt fra tilstrækkeligt, lyder det fra Bente Langdahl, ekspert i knogleskørhed og overlæge ved Aarhus Universitetshospital. I radioprogrammet ’Recept’ på P1 tog hun for nylig fat i danskernes mælkeforbrug og den officielle anbefaling på 800 mg. kalk (calcium) om dagen.

”Selv om 88 liter mælk om året lyder af meget, svarer det kun til en skolemælk på en kvart liter om dagen og et indtag på 250 mg kalk. Så spiser vi måske lidt ost og får lidt kalk fra andre kilder, men der er stadig langt op til de cirka 800 mg kalk om dagen, som en voksen har brug for. Og man når ikke op på 600-800 mg kalk dagligt uden at gøre en indsats,” forklarede hun i radioudsendelsen.

Hør udsendelsen her (link til DR) 

Det nemme calciumregnestykke

Det kan være et kompliceret regnestykke at finde ud af, hvor meget calcium, man får gennem sine daglige måltider. Men der er hjælp at hente. En ny ’calciumberegner’ på hjemmesiden mælken.dk giver et hurtigt overblik over indtaget – det eneste, man skal gøre, er at besvare 18 spørgsmål om sine kostvaner.

”Ideen med ’calciumberegneren’ er, at forbrugerne nemt og interaktivt kan blive mere opmærksomme på deres indtag af calcium og træffe deres valg af fødevarer på et fornuftigt grundlag. Ikke bare til deres børn og teenagere, der vokser og skal opbygge deres skelet, men også til dem selv. Voksne har også brug for calcium,” siger Merete Myrup, ernæringschef/mejeri, Landbrug & Fødevarer.

Hun har sammen med konsulent Camilla Buch Thøgersen udviklet ’calciumberegneren’ og påpeger, at den beregner calciumindtaget ud fra nogle gennemsnit. Derfor må resultatet kun ses som et estimat.

Alle fødevarer er med

Det nye værktøj ligger på hjemmesiden mælken.dk, som drives af Mejeriforeningen og har fokus på den ernæringsmæssige side af mælk og mejeriprodukter. Men Merete Myrup understreger, at ’calciumberegneren’ ikke er tænkt som en smart måde at snige mere mælk ind i danskernes kost.

”Mejeriprodukter er en vigtig kilde til calcium, det lægger vi ikke skjul på. Men det er ikke den eneste kilde, og vi har virkelig bestræbt os på at inddrage de øvrige kalkholdige fødevaregrupper – fx spinat, grønkål, havregryn, mandler - så testen bliver brugbar for alle. Uanset om de kan lide mælk eller ej,” siger hun og tilføjer at beregneren bygger på anerkendt forskning og videnskabelig litteratur samt Fødevarestyrelsens kostråd.

Værktøj under udvikling

Ifølge konsulent Camilla Buch Thøgersen er det meningen, at calciumberegneren skal udvikle sig i takt med at man får indsamlet nogle erfaringer med, hvordan folk bruger den. ”Calciumberegneren blev lanceret for nylig og er stadig i en forsøgsperiode, hvor vi blandt andet på baggrund af kommentarer fra brugerne kan ændre antallet af spørgsmål,” siger Camilla Buch Thøgersen og melder om flere positive reaktioner. ”Vi kan også se, at brugerne tagger hinanden og opfordrer andre til at tage testen. Det er selvfølgelig positivt, at vi får udbredt calciumberegneren på den måde,” konstaterer Camilla Buch Thøgersen.

Tag calcium-testen her (link til mælken.dk)

Vil du vide mere?