Frisk mælk til næsten halvdelen af danskerne

LOGISTIK Slagelse MejeriCenter er knudepunkt for Arlas distribution af drikkemælk og andre mejeriprodukter til Sjælland, Lolland og Falster. I offentligheden får mejeriet dog mest omtale for sin produktion af sæsonvarer som risalamande og koldskål.

Mejeridirektør Ole E. Hansen omgivet af konsummælksprodukter. Slagelse MejeriCenter tapper hver dag omkring 700.000 liter drikkemælk, som leveres til til butikker på Sjælland, Lolland og Falster og køre dem ud i løbet af morgenen.

Kl. 10 er helt tydeligt det forkerte tidspunkt at dukke op på, hvis man vil opleve Slagelse MejeriCenter i aktion. Det eneste, der kører i tapperiet, er koldskål og A38, inde i terminalen er det kun radioen, der larmer, og ude foran kommer en enkelt distributionsbil tom tilbage efter morgenens udbringning af varer. Helt anderledes ser det ud mellem kl. 22 og 07. Her møder cirka 130 medarbejdere ind, så de kan nå at tappe 6-700.000 liter drikkemælk, pakke mejerivarer til butikker på Sjælland, Lolland og Falster og køre dem ud i løbet af morgenen.

”Forbrugerne vil have frisk mælk, og butikkerne vil – ud over gode produkter – være sikre på, at de får det, de har bestilt, og at det er der til tiden. Derfor er friskhed og god logistik simpelthen vores eksistensberettigelse,” siger mejeridirektør Ole E. Hansen, som har været ansat på Slagelse MejeriCenter (SMC) i 26 år.

Han tøver da heller ikke med kalde kombinationen af mejeri og terminal på samme adresse for ’et fantastisk koncept,’ men det er også nødvendigt, for konkurrenterne er kun en Øresundsbro væk, og de tyske mejerier kan også sagtens finde vej til Sjælland. ”Butikkernes indkøbschefer er over os hver dag, så de skal nok holde os fit for fight,” siger Ole E. Hansen.

Landets næstbedste arbejdsplads

Fordelingen af medarbejdere på de forskellige arbejdsområder siger også lidt om, hvor vigtig friskhed og distribution er: Af centerets 380 medarbejdere har de 130 relation til terminalen, 100 er distributionschauffører, 60 arbejder i mejeriet, mens de resterende medarbejdere fordeler sig på tankvognschauffører, administration og ledelse samt teknisk personale.

Trods det hektiske tempo, der ofte præger medarbejdernes arbejdsdag, blev centeret sidste år nummer to i 3F’s konkurrence om ’årets bedste arbejdsplads’. I bedømmelsen blev der især lagt vægt på et godt socialt miljø, og at det er en rummelig arbejdsplads.

”Som en stor virksomhed med mange ressourcestærke medarbejdere, har vi pligt til at hjælpe andre. Blandt andet har vi længe arbejdet sammen med det lokale jobcenter om at tage folk i jobtræning og sørget for, at de fik et godt forløb,” fortæller Ole E. Hansen. Prisen, der blev uddelt i november sidste år, var på 10.000 kr., og medarbejderne valgte at donere alle pengene til Dansk Røde Kors’ lokale afdeling, hvor de blev brugt til julehjælp.

Grøden er sat over

Mejeriets geografiske placering giver særlige udfordringer for logistikken. Ud over at næsten halvdelen af den danske befolkning bor øst for Storebælt, er det også her, hovedparten af den økologiske mælk bliver drukket. SMC er derfor den største producent af økologisk drikkemælk i Arla-regi, og hver dag må tankvogne fra Slagelse køre et overskud af konventionel mælk fra Sjælland til Arlas mejeri i Taulov og så tage økologisk mælk fra Sydjylland med retur.

Det er dog hverken økologien, de mange liter drikkemælk eller distributionen, men derimod to af mejeriets produkter, der år efter år bringer mejeriet i mediernes søgelys. Lige nu gælder det risalamanden, som netop her i november er ved at nå det årlige højdepunkt.

”Vi begynder så småt at producere risalamand midt i september, og i november kører produktionen i tre-holdskift, så den er klar til Mortensaften og julefrokosterne. Når produktionen stopper til nytår, er det blevet til ca. 700 ton risalamande,” fortæller Ole E. Hansen.

Ris, mælk og mandler bliver kogt i et specielt anlæg, der kan koge 1200 kg risengrød i timen. Grøden bliver kogt ved 130 grader i 10-12 minutter, så eventuelle bakterier fra ris og mandler er slået ihjel. Resten af året kører anlægget på et noget lavere blus med risdesserten MiniMeal.

Vejrudsigten bestemmer produktionen

Et andet populært sæsonprodukt, som hvert år er sikker på omtale i aviser og ofte også tv, er mejeriets koldskål. ”Koldskålssæsonen er jo noget mere uforudsigelig end risalamanden, så en af vores medarbejdere har den specielle opgave at holde øje med vejrudsigten. Vi sælger måske 10 ton den ene dag, men hvis det så pludseligt bliver varmt, kan vi komme op på 110 ton den næste dag. Det stiller nogle helt specielle krav til planlægning og logistik, for forbrugerne forventer jo, at varen er der,” siger Ole E. Hansen.

50 års jubilæum

SMC har netop fejret 50 års jubilæum og kan derfor hverken kaldes nyt eller gammelt. En mindre gruppe af lokale mejerier opførte i 1963 mejeriet under navnet Landsogn Andelsmejeri, og det var fremsynede folk, der stod bag opførelsen. Dels placerede de mejeriet fornuftigt i forhold til mælkebønderne, dels sikrede de god plads til udvidelse af mejeriet. Og det er der blevet brug for gennem årene, blandt andet i 1982 da friskvareterminalen blev bygget. ”Rammerne for mejeriet og ikke mindst friskvareterminalen har været med til at sikre SMC som det blivende mejeri her på Sjælland,” fastslår Ole E. Hansen. Han er i øvrigt en af de efterhånden meget få mejerichefer, der bor på samme matrikel som mejeriet. Siden 1990 har han nemlig boet med sin familie i bestyrerboligen, der ligger på et hjørne af den enorme mejerigrund. Mejericenteret kom med i Arla, da Øernes Mejeriselskab i 1984 fusionerede med det daværende Mejeriselskabet Danmark.

Nye tal om mejeribranchen

Hvor mange ton ost eksporterede Danmark sidste år? Er importen af yoghurt stigende? Få svarene i en helt ny udgave af den klassiske ’Mejeristatistik’.

Læs mere

Oste forvandles i kalkgruben

Thise Mejeri lader nogle af deres oste ’gå under jorden’ – nærmere bestemt i Hjerm Kalkgrube – når de skal lagre. Opholdet giver ostene en helt anden smag og konsistens, end de ville have fået på et normalt lager.

Læs mere

Kvægbruget møder veloplagt kommissær i Bruxelles

Formanden for Landbrug & Fødevarer Kvæg, Christian Lund, og formanden for Mejeriforeningen, Steen Nørgaard Madsen, mødtes tirsdag aften med EU's landbrugskommissær Phil Hogan i Bruxelles for at drøfte forslaget til CAP 2020 og markedssituationen.

Læs mere