01. januar 2016

Landets bedste mejeriafdelinger er fundet

Friske mejerivarer, der inspirerer og passer til sæsonen, er kvaliteter, der går igen hos vinderne af Mejeriprisen 2017: Meny i Hørsholm og Rema 1000 i Allerød.

Der var jubel blandt personalet hos Meny i Hørsholm og Rema 1000 i Allerød, da de blev kåret som vindere af Mejeriprisen 2017 på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen.

Vickie Enné Ryge, der er jurymedlem og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, siger:

”De to vinder-butikker skiller sig ud ved at inspirere til at bruge mejerivarer på nye måder og friste kunderne med mejeriprodukter flere steder på deres tur rundt i butikken. Det er fantastisk, at vi med Mejeriprisen kan sprede de gode takter fra vinderbutikkerne og dermed være med til at løfte hele kategorien.”

Dedikeret personale

Ifølge Vickie Enné Ryge var juryen ikke i tvivl om, at vinderen i supermarkedskategorien skulle være Meny i Hørsholm.

”Her er det faguddannede personale klædt godt på til at have en god kundedialog, samtidig med at de har et bredt sortiment og fokus på gode, hjemmelavede produkter med velsmag.”

”Også i Rema 1000 i Allerød, der vandt i discountkategorien, er personalet meget dedikeret, og juryen er særlig imponeret over deres fokus på friskhed og deres kritiske datostyring. Og så naturligvis over den virkelig veltrimmede og præsentable afdeling. Der er ingen tvivl om, at de inspirerer og er forbilleder for deres kollegaer i branchen,” siger Vickie Enné Ryge.

Glade vindere

Det var to stolte vinder-afdelinger, der kom på scenen på Fødevaredagen og modtog deres trofæ som vindere af Mejeriprisen:

”Jeg er stolt og meget, meget glad. Det giver benzin til at fortsætte. Så jeg tør godt love, at næste år bliver endnu sjovere og endnu vildere,” siger Allan Freese, der er mejeriansvarlig hos Meny i Hørsholm, og vinder i supermarkedskategorien.

Stemningen var også i helt i top hos Rema 1000 i Allerød:

”Det er helt fantastisk, det her. Mine medarbejdere er de bedste, og de har en kæmpestor andel i den her pris,” siger Ian Dalsgaard, der er mejeriansvarlig hos Rema 1000 i Allerød og vinder i discountkategorien.