Dansk ost vinder frem i verden

Sidste år eksporterede Danmark mere ost til Frankrig, end vi importerede fra det kendte osteland. Generelt oplevede den danske osteeksport fremgang på næsten alle markeder.

Branchen
Eksport
Ost
Økonomi
Ost i lange baner forlader hvert år de danske mejerier. Mejeristatistikken for 2016 viser, at der sidste år blev eksporteret knap 370 mio. kg ost til alverdens lande.

Nok er Frankrig berømt for landets oste, men ikke desto mindre eksporterede danske mejerier i 2016 mere ost til Frankrig, end vi importerede fra ostelandet, og sådan har det faktisk været i 13 ud af de seneste 15 år. Det fremgår af mejeristatistikken for 2016, der udkom tidligere på sommeren.

Statistikken viser også, at den danske osteeksport i løbet af de seneste fire år er steget med 36 pct. – fra 272,7 mio. kg til 369,6 mio. kg i 2016.

0 kg til Rusland
I forhold til 2015 er eksporten øget til næsten alle markeder – selvfølgelig med undtagelse af Rusland. For to år siden var Rusland ellers det land, som de danske mejerier eksporterede mest til uden for EU, men i 2016 tegnede landet sig for et rundt nul på grund af den russiske embargo mod EU.

”Indtil for to år siden aftog Rusland 5 pct. af den samlede danske osteeksport – i 2014 nåede mejerierne at eksportere godt 14 mio. kg ost til landet, inden embargoen trådte i kraft,” konstaterer chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Niels Ole Nielsen og tilføjer:

”Samtidig er der sket en væsentlig stigning i osteproduktionen herhjemme, men det er altså lykkedes mejerierne at få afsat de mange millioner kg ekstra ost på andre markeder. Faktisk er det kun ganske få lande, der har skruet lidt ned for importen.”

Store stigninger i Asien
Ikke mindst de asiatiske lande har øget deres import af dansk ost. Fx er eksporten til Sydkorea steget med 146 pct. (fra 3,1 mio. kg til 7,7 mio. kg) fra 2015 til 2016, og eksporten til Kina er i samme periode steget med 23 pct. til 3 mio. kg. Også et land som Mexico gør sig bemærket med en stigning på 119 pct. – fra knap 1 mio. kg i 2015 til 2,2 mio. kg i 2016.

EU er dog fortsat langt den største aftager af ost fra Danmark, og også her er der sket fremgang på de fleste markeder – herunder det suverænt største, Tyskland, hvor eksporten steg med 13 pct. til 101,2 mio. kg. Der er således et pænt stykke ned til nummer to og tre på listen: Sverige med 46,7 mio. kg og Storbritannien med 44,8 mio. kg.

Opgjort i værdi hentede eksporten af ost 9,8 mia. kr. hjem til Danmark i 2016.

Arla skal spare 3 mia. kr.

Arla Foods har lanceret et nyt internt transformationsprogram ved navn ’Calcium’, som skal levere mere end 3 mia. kr. i besparelser inden udgangen af 2020 gennem øget effektivitet i alle dele af virksomheden.

Læs mere

3. klasse fra Odder bag en af Danmarks bedste madpakker

Med den gyldne madpakkepokal i hænderne kan eleverne i 3. x fra Vestskolen - Vestmarken i Odder kalde sig vindere af Madpakkedysten, som Mejeriernes Skolemælksordning står bag. Sammen har de opfundet opskriften på én af Danmarks bedste madpakker.

Læs mere

232.000 danskere til Økodag

Den årlige Økodag, hvor de økologiske malkekøer lukkes ud på græs, er et sikkert hit blandt mange danskere. I søndags var 232.000 en tur på landet for at opleve de firbenene springe ud af stalden på en af de i alt 73 gårde, der holdt åbent hus.

Læs mere