02. september 2020

Ost stjæler billedet i september

Mejeriforeningens kampagne Ost & ko serverer smagsprøver og viden om danske oste på tre aktuelle madfestivaler.

Septembers himmel er så blå, og måneden er fuld af ost. Efter at have ligget underdrejet på grund af coronakrisen er Mejeriforeningens kampagne Ost & ko klar til at slå nye slag for dansk ostekultur i årets første efterårsmåned. Det sker i samarbejde med tre arrangementer: SPIS! Odense Food Festival, Mad & Vin Festival i Tivoli i København og Madland 2020.

”Vi har været hårdt ramt af aflysninger af begivenheder og glæder os over, at de tre events gennemføres, selvfølgelig med forbehold for corona. Gennem festivalerne kan vi nå vores målgruppe – madinteresserede forbrugere, madkommunikatører og unge, der interesserer sig for, hvad man putter i munden,” siger Lars Witt Jensen, marketingchef i Mejeriforeningen.

Nyt syn på skæreoste

Til SPIS! Odense giver Ost & kos osteformidler Rasmus Holmgård lørdag den 12. september madører en gratis lektion i danske skæreoste med fokus på smag, nye tendenser og forslag til at bruge skæreoste til andet end pålæg. Samme dag er ost smagsforstærker i frokosten ’Ost i det grønne’ serveret af den anerkendte kok Jacob Burmølle-Jensen på Odense Rådhus. 13. september slutter SPIS! Odense med Schiøtzprisen, hvor topkokke kappes om at skabe den bedste ret af fynske råvarer. Ost & ko bidrager med rygeost og et bredt sortiment af andre fynske mejeriprodukter.

BGB-oste i Tivoli

I Tivoli i København serverer Rasmus Holmgård smagsprøver og viden om de fire danske BGB-oste til Landbrug & Fødevarers nye Mad & Vin Festival 18. september. ”På grund af coronakrisen er der langt flere danskere end normalt i et internationalt turistcentrum som Tivoli. Det gør det relevant for os at deltage i Mad & Vin,” forklarer Lars Witt.

Grønne mejeriprodukter

Ost & ko deltager også i en anden nyskabelse i form af Madland 2020. Festivalen, der arrangeres af Ost & kos samarbejdspartner Koalition, sætter fokus på smag og bæredygtig fødevareproduktion. Det sker med madskoler, gårdbesøg, debatter og bespisninger i København og omegn i løbet af september.

Til et grønt marked 13. september på Refshaleøen – hovedstadens nye brændpunkt for gastronomi – viser Ost & ko, hvordan danske BGB-oste kan give smag, være proteinkilder og erstatte kød i et grønt køkken.

22. september præsenterer kampagnen bloggere, influencere og pr-folk for en samtale om bæredygtigt fremstillede mejeriprodukters rolle i fremtidens madland. Debattørerne er ernæringschef Merete Myrup, Landbrug & Fødevarer, og Trine Hahnemann, økologisk kok, madskribent og indehaver af Hahnemanns Køkken.

23. september inviterer Ost & ko journalister på besøg hos et ungt landmands- og mejeristpar på Søtoftes Gårdmejeri ved Ringsted.

”Parret er et godt eksempel på, hvordan unge får en stadig større interesse for at udvikle i fødevareerhvervet. Det vil vi gerne vise pressen,” siger Lars Witt. Ved siden af de tre festivaler er Ost & ko desuden vært for kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret søndag den 20. september i CPH Food Space.

Læs mere om arrangementer med Ost & ko-deltagelse:
26. august-25. september: Madland 2020 i København og omegn
29. august til 20. september: Mad & Vin Festival i Tivoli i København
7.-13. september: SPIS! Odense Food Festival
20. september: Danmarks bedste ret med ost i CPH Food Space i København

Vil du vide mere?