17. juni 2020

Kampagne til 30 mio. kr. skal løfte mejerieksporten til Kina

Mejeriforeningen står bag treårig EU-støttet kampagne for dansk modermælkserstatning og ost på det hastigt voksende kinesiske marked for økologi.

Ren, sund og naturlig velsmag. 100 pct. økologi uden kunstige tilsætningsstoffer. Fremstillet i Danmark af dansk mælk efter høje kvalitetsstandarder.

Den slags budskaber møder de kinesiske forbrugere i supermarkeder, butikker med babyudstyr og sociale medier i den kommende tid, hvor også indkøbere i detailhandlen og foodservice vil høre om dansk mejeriøkologi på fødevaremesser.

I maj indledte Mejeriforeningen i samarbejde med en række mejerier nemlig en treårig kampagne med EU-støtte. Med et budget på 30 mio. kr. skal den promovere modermælkserstatning og ost i Riget i midten. Fremstødet, som har navnet ’Økologi i Kina 2020-2022’, arbejder i to spor.

I det ene spor er målgruppen gravide og nybagte mødre, mens det andet er rettet mod foodservice – restauranter, kantiner og catering – og detailhandlen.

”Som alle andre er vi blevet påvirket af coronakrisen, men nu er vi i gang og har en klar forventning om, at indsatsen vil øge afsætningen af økologiske mejeriprodukter fra Danmark,” siger Jørgen Hald Christensen, direktør for Mejeriforeningen.

Plads til flere mejerier

Foreløbig deltager Arla Foods, Thise Mejeri og Them Andelsmejeri i kampagnen. Jørgen Hald Christensen understreger, at projektet stadig er åbent for andre mejerier, der kan se perspektiver i det.

Et centralt punkt i fremstødet er kinesernes interesse for fødevaresikkerhed, ikke mindst i forhold til deres børn. I den forbindelse har særligt Arlas mangeårige tilstedeværelse i Kina skabt stor tillid til danske produkter inden for modermælkserstatning. Det påpeger seniorkonsulent Jens Hauberg Nielsen, handelspolitik og markedsadgang, Landbrug & Fødevarer:

”Tilliden til Danmark giver markedsmuligheder – også for økologi, der er i kraftig vækst i Kina. Det kan Danmark udnytte som et af verdens største økologiproducerende lande; blandt andet med støtte fra den nye kampagne.”

Hård konkurrence

Ifølge de seneste tal fra det kinesiske landbrugsministerium steg salget af økologiske fødevarer i Kina i 2018 med knap 10 pct. til i alt 61 mia. kr. Det har gjort Riget i midten til verdens fjerdestørste marked for økologi efter USA, Tyskland og Frankrig.

Selv om økologi endnu kun udgør 1 pct. af det samlede kinesiske salg af fødevarer, kan det ikke gå hurtigt nok for Danmark med at få yderligere fodfæste på markedet for økologi i Kina. Det siger Ejvind Pedersen, chefkonsulent for økologi i Landbrug & Fødevarer:

”Kina er det næststørste øko-eksportmarked for de danske mejerier. Men konkurrencen er hård, særligt fra USA og Australien. Derfor er der behov for afsætningsaktiviteter, der henvender sig direkte til den kinesiske detailhandel og forbrugerne. Det er præcis, hvad økologikampagnen gør.”

Fem millionbyer og app med en mia. brugere

Fremstødet for dansk økologisk mælkepulver og ost vil foregå i Beijing, Shanghai og tre andre millionbyer, hvor købekraften er stor. Også på nettet vil kineserne møde den danske kampagne. Det sker i WeChat, en medie- og mobilbetalingsapp med over en mia. brugere månedligt og tilnavnet ’Kinas app for alting’.

WeChats popularitet vil Mejeriforeningen bruge til at komme i kontakt med nye og kommende mødre og forklare om økologisk dansk mælkepulvers unikke egenskaber. Det skal ske med nyhedsbreve, opslag og videoer. Desuden vil både mælkepulver og ost fra Danmark blive promoveret på tre store, årlige fødevaremesser i Shanghai, deriblandt Biofach, oplyser Lars Witt, senior marketing manager i Mejeriforeningen.

”Økologisk ost vil også komme i fokus med smagninger og andre tiltag på restauranter og i supermarkeder,” tilføjer han.

Mødregrupper med 500 deltagere

Som en helt særlig platform skal økologisk dansk mælkepulver markedsføres i mødregrupper, som er vidt forskellige fra deres danske pendanter.

”Kinesiske mødregrupper er et statsstyret foretagende med hold på op til 500 mødre, som får råd og vejledning af ’babyeksperter’. Der er også plads til kommercielle interesser mod betaling. Det benytter vi os af,” siger Lars Witt.

Parallelt med de forbrugerrettede tiltag skal der holdes seminarer i Kina og Danmark for repræsentanter for de kinesiske fødevaremyndigheder. Det skal øge de kinesiske embedsmænds kendskab til dansk økologisk mejeriproduktion og skabe forbindelser, der kan lette Danmarks adgang til markedet i Kina. Denne del af ’Økologi i Kina 2020-2022’ foregår i samarbejde med den danske ambassade i Beijing.

Stort potentiale

Med ’Økologi i Kina 2020-2022’ er det første gang i nyere tid, at Mejeriforeningens er bannerfører for danske mejerier på et eksportmarked.

”Det nye tiltag hænger dels sammen med det store potentiale i eksport, dels at stadig flere danske mejerier har interesse i fjerne markeder. Fremstød på det område kan man søge om støtte til i EU-programmer. Det har vi i Mejeriforeningen benyttet os af,” forklarer Lars Witt.

80 pct. af budgettet på 30 mio. kr. i ’Økologi i Kina 2020-2022´ er finansieret af EU, resten af beløbet kommer fra Mælkeafgiftsfonden.

Læs om mejeribranchens reaktion på kampagnen her.

Vil du vide mere?