19. februar 2018

Arla sætter smag på mælken

MLK er navnet på en helt ny mælkedrik, der er hældt på dåse.

Mælkedrikken MLK er Arlas nyeste tilbud til de danskere, der ikke bryder sig om smagen af mælk. Drikken, der foreløbig fås i to smagsvarianter, er 100 pct. økologisk med minimælk som hovedingrediens og uden tilsatte kunstige sødestoffer eller farvestoffer.

”MLK indeholder alle mælkens gode egenskaber som calcium og protein, men med mindre sukker og færre kalorier sammenlignet med andre alternativer. MLK er tænkt til de nysgerrige forbrugere, der har lyst til at prøve noget nyt, og til dem, der måske ikke bryder sig om smagen af mælk,” fortæller Jakob B. Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

MLK består af 99 pct. økologisk minimælk – heraf 0,1 pct. naturlige aromaer – og 1 pct. økologisk rørsukker. I første omgang består serien af smagsvarianterne jordbær/hindbær og karamel, og i løbet af 2018 vil serien blive udvidet med flere smagsvarianter.

Flavored milk nu også i Danmark

I udlandet er mælk med smag – ’flavored milk’ – et velkendt produkt, og nu er turen så kommet til det danske marked. Det er en del af Arlas 2020-strategi at udvikle nye mælkedrikke for at gribe de forretningsmuligheder, der ligger i at tilbyde et produkt, der indeholder alle de naturlige ingredienser og næringsstoffer fra mælken, til endnu flere.

“Vores erfaringer fra udlandet peger på, at der er et uforløst potentiale i at tænke mælk som mere end bare mælk. MLK er et eksempel på, hvordan vi ser flavored milk ind i en dansk kontekst. Økologi, naturlige aromaer og et minimum af tilsat sukker har været vores ledestjerne. Vi har samtidig hældt MLK på dåse for at gøre det let for forbrugerne at tage det med på farten – og dermed gøre det nemmere at træffe det sundere valg, når det skal gå lidt hurtigt,” siger Jakob B. Knudsen. Dåserne er lavet af 100 pct. genanvendeligt metal.

For hver solgt dåse MLK går der 10 øre til Arla Fondens MADlejr for 6. og 7. klasser.

Vil du vide mere?