17. januar 2018

12 siders fakta om mælk

Myter om mælk eksisterer stadig i bedste velgående. I det nye nummer af sundhedsmagasinet Helse får læserne serveret masser af solid viden om mælk og dens sunde egenskaber.

Med januar-nummeret af sundhedsmagasinet Helse følger et 12-siders indstik om mælk, der er lavet af Mejeriforeningen i samarbejde med Helse. I materialet bliver der gået i dybden med mælkens sunde egenskaber.

’Igennem de seneste år er mælkens position som en af danskernes foretrukne drikke blevet udfordret af en række kritiske røster, som ikke altid har haft rodfæstet dokumentation. Men det har nok været medvirkende til, at en voksende gruppe forbrugere er begyndt at tvivle på mælkens sunde egenskaber.’

Sådan lyder det i forordet i indstikket, og Mejeriforeningen har derfor valgt at bruge de 12 sider til at belyse mælke-relaterede emner som knoglesundhed og laktoseintolerance på et sagligt og videnskabeligt grundlag.

Et evigt aktuelt budskab

”Vi oplever ofte, at folk har nogle forkerte forestillinger om laktoseintolerance, og hvad det indebærer – fx bliver det ofte forvekslet med mælkeallergi. Derfor syntes vi, at det var relevant at få sat nogle ting på plads på en lidt mere grundig måde,” siger ernæringschef/mejeri i Landbrug & Fødevarer Merete Myrup.

Ligeledes er der plads til en grundig gennemgang af emnet knoglesundhed og budskabet om, at vi ved hjælp af calcium fra blandt andet mælk, fysisk aktivitet og D-vitamin skal passe på vores knogler allerede fra en ung alder.

”Det er et budskab, der ikke kan fortælles tit nok,” siger Merete Myrup. ”Faktisk har vi skrevet om både knoglesundhed og laktoseintolerance mange gange, men med indstikket i Helse får vi – ud over at kunne gå i dybden med emnerne – også mulighed for at komme ud på steder,hvor folk har tid til at læse lidt længere artikler, som for eksempel i venteværelser hos læger og tandlæger.”

Ud over artiklerne om knoglesundhed og laktoseintolerance er der også en gennemgang af de mest almindelige myter om mælk og mejeriprodukter samt en artikel om dyrevelfærd på gårdene.

Det er Mejeriforeningen og kampagnen ’Mælk er for livet’, der står som afsender på indstikket.

Læs mere
Download indstikket som pdf

Vil du vide mere?