Guld bag godset

INGREDIENS For snart 100 år siden fandt iværksætter og godsejer Einar Viggo Schou ud af, hvordan man får vand og olie til at hænge sammen. Siden er der vokset en stor industrivirksomhed op bag godset og selskabet Palsgaard, der leverer emulgatorer og viden om produktudvikling til mejeri- og fødevareindustrien i hele verden.

Det var forretningsmanden Einar Viggo Schou der i 1908 købte godset Palsgaard og i 1917 opfandt emulsionsolien. Umiddelbart efter opfindelsen opførte han en emulgatorvirksomhed lige ved siden af godset. Idag bruges hovedbygningen til repræsentation, og virksomhedens kunder har mulighed for at bo der under deres ophold.

Produkterne fra Palsgaard er lige så specielle som virksomhedens historie og omgivelser. Hvis kakaoen ligger nede i bunden af kartonen, yoghurten er pjasket i toppen og tyk i bunden, der er krystaller i isen, eller det er en flad, vandet fornemmelse at få et af produkterne i munden, så skyldes det højst sandsynligt, at producenten har glemt at tilsætte emulgator og stabilisator. Selv om de to ingredienser ikke fylder meget i det færdige produkt, har virksomheden Palsgaard formået at udvikle dem til en milliard-industri.

Lidt nord for Juelsminde ligger godset Palsgaard omgivet af en smuk slotshave. Med til godset hører også 15 km strand, masser af skov og marker – og så lige en af verdens førende virksomheder inden for udvikling og produktion af emulgatorer. Det var her, produktet blev opfundet for næsten 100 år siden, og det er her, 250 ansatte fortsat arbejder med at producere og udvikle produkterne, der bruges i blandt andet mejeriproduktion, is-, chokolade- og bageriindustrien samt fx i produktion af dressinger.

Inden for de seneste år er omsætningen i Palsgaard vokset betydeligt: fra 670 mio. kr. i 2008 til 1.025 mio. kr. i 2013. Væksten er især sket i Østeuropa, Syd- og Mellemamerika samt Asien, hvor stigende befolkningstal og levestandard har øget efterspørgslen efter industrielt produceret mad.

Viden er vigtigst
”I den færdige fødevare, fx yoghurt, udgør vores produkter højst en pct. Kernen i virksomheden er vores viden og den hjælp, vi kan yde kunderne i form af teknisk service og hjælp til at udvikle deres produkter. Faktisk ser vi ofte, at fødevareproducenterne skærer ned på deres eget udviklingsarbejde og i stedet benytter sig af vores og andre leverandørers viden,” fortæller Jakob Thoisen, adm. direktør i Palsgaard.

Emulgatorer har næsten ubegrænsede anvendelsesmuligheder, og deres egenskaber kan udvikles og tilpasses efter kundens ønsker. Det gælder både i forhold til fx konsistens og smag: Hvor cremet skal yoghurten være, hvilke temperaturudsving skal isen kunne klare, hvor meget skal fedtindholdet i dressingen reduceres osv. Dertil kan der være krav om, at produktet fx skal være GMO-frit, vegetabilsk eller kosher.

Det er vigtigt for Palsgaard at være til stede flere forskellige steder på kloden, for mange fødevarer bliver påvirket af lokale forhold som temperatur og lufttryk. Fx hæver en kage hurtigere i Mexico City, fordi byen ligger i 2000 meters højde, og is ændrer konsistens, hvis den bliver transporteret over en bjergkæde.

”Meget af vores arbejde foregår ude ved kunderne, men vi har også flere specialiserede applikationsafdelinger her på stedet, ligesom vi har applikationscentre i Mexico, Singapore og snart også i Dubai, hvor vi sammen med kunderne kan udvikle og teste deres produkter,” siger Jakob Thoisen.

Is og chokolade hænger sammen
I virksomhedens lokale applikationscenter for mejeri og is dufter der dejligt af chokolade. Der er da også kun en dør imellem afdelingen for mejeri/is og chokolade, ligesom centeret for bageri ligger lige ved siden af margarineafdelingen.

”En af vores styrker er, at vores produkter og vores viden er specialiseret inden for nogle områder, som ofte bruges sammen, fx fedtstof i kager og is med chokolade, så vi ved meget om, hvordan ingredienserne fungerer sammen ,” forklarer ansvarlig for globalt salg Knud Erik Mogensen.

I applikationscenteret for mejeri/is arbejder produkt- og applikationschef Hanne Ludvigsen sammen med fire medarbejdere om at teste produkter som kakao, fløde og drikkeyoghurt for blandt andet holdbarhed, stabilitet og mundfylde. Testen foregår på et lille UHT-anlæg, der kan sættes op på forskellige måder, så det ligner kundens anlæg.

Hanne Ludvigsen er uddannet civilingeniør, og mange af virksomhedens ansatte er netop ingeniører – især mejeriingeniører. Ellers er medarbejdernes baggrund meget forskellig, men mange har det til fælles, at de har været ansat i virksomheden i mange år.

”Vi vil gerne have, at vores medarbejdere bliver her længe, ikke mindst fordi vores produkter er så specialiserede og kræver megen videnopbygning,” lyder det fra Jakob Thoisen.

Historien bag godset og virksomheden
Palsgaards historie går cirka 100 år tilbage. I 1908 vender den succesrige forretningsmand Einar Viggo Schou hjem fra London, hvor han har tjent gode penge som direktør for og medejer af verdens største margarinefabrik, i øvrigt ejet af den danske storkøbmand Otto Mønsted. Tilbage i Danmark køber Einar Viggo Schou godset Palsgaard, men efter nogle få år som godsejer skal der ske noget nyt, og i 1913 starter han derfor en lille margarinefabrik på stedet. Efter flere års eksperimenter lykkes det i 1917 Schou at opfinde emulsionsolien, der er i stand til at binde vand og olie sammen. Opfindelsen er lidt af en verdensrevolution inden for fødevarebranchen, og han får patent på den i mange lande. Umiddelbart efter bygger han en emulgatorvirksomhed lige ved siden af godset, og det er den virksomhed, det nuværende Palsgaard A/S bygger på. Egentlig var emulsionsolien tiltænkt margarinefremstillingen, men den viser sig hurtigt at være særdeles brugbar i mange andre levnedsmidler. Efter Einar Viggo Schous død i 1925 overtager sønnen Herbert Schou virksomheden, som vokser – også på internationalt plan. Da Herbert Schou og hans hustru er barnløse, opretter de i 1956 Schou Fondet, hvor ejerskabet af virksomheden placeres. Palsgaard er således den dag i dag fondsejet.

FAKTA OM …
Emulgator
Emulgatorers vigtigste evne er, at de kan få vand og fedt til at hænge sammen. De bruges først og fremmest til at optimere udseende, konsistens, smag og holdbarhed i fødevarer. Hovedingrediensen er vegetabilsk olie fra bl.a. raps, palme- og solsikkepellets. Emulgatorer kan enten være flydende, pulver eller pasta. Der findes så mange forskellige emulgatorer, at ingen producent producerer alle slags.

FAKTA OM…
Palsgaard A/S

• Eksport til mere end 100 lande.
• 1.000 ansatte heraf cirka 250 i Danmark.
• Produktion i Danmark, Malaysia, Mexico, Tyskland, Kina og Holland.
• Er blandt de fem-seks største emulgatorproducenter i verden.
• Ud over udviklingsarbejdet i applikationscentrene har virksomheden et selvstændigt selskab for udvikling: Nexus, der samarbejder med en række universiteter.

Læs mere på: www.palsgaard.com

IDF får ny generaldirektør

Canadieren Caroline Emond overtager toppost i mejersektorens internationale sammenslutning.

Læs mere

12 siders fakta om mælk

Myter om mælk eksisterer stadig i bedste velgående. I det nye nummer af sundhedsmagasinet Helse får læserne serveret masser af solid viden om mælk og dens sunde egenskaber.

Læs mere

8.000 elever deltog i Mælkemissionen

Eleverne er blevet klogere på kroppen, og otte klasser har vundet penge til en klassetur.

Læs mere