Gang i gedeosten

SPECIALOST Tebstrup Gedeosteri er flyttet ind i et hjørne af det tidligere Arla-mejeri i Vrinners for at få plads til at udvikle produktionen. Lige nu er den største udfordring at skaffe mælk nok til at dække en stigende efterspørgsel fra både danske og udenlandske kunder.

"Jeg oplever, at ostene nærmest sælger sig selv. Danskernes forbrug af gedeost stiger, og selv om der bliver solgt meget udenlandsk ost, er der bestemt også plads til de danske producenter," fortæller mejeriejer Dorthe Sørensen, Tebstrup Gedeost. (Foto: Niels Åge Skovbo)

Hver morgen sætter en bil fra Tebstrup ved Skanderborg kurs mod Vrinners på Mols, og cirka samtidig kører en anden bil fra Øer ved Ebeltoft også mod Vrinners. Ud over at have samme mål har bilerne det tilfælles, at de transporterer adskillige hundrede liter gedemælk, der i løbet af dagen skal laves til ost.

Bag rattet i bilen fra Tebstrup sidder indehaveren af Tebstrup Gedeost, Dorthe Sørensen. Efter at have produceret gedeost hjemme på sit eget – meget lille – gårdmejeri i næsten 30 år flyttede hun sidste sommer sit mejeriudstyr til Vrinners.

”I Tebstrup var det hverken muligt at producere mere eller udvikle nye oste, som jeg har ambitioner om. Det er der mulighed for her,” konstaterer Dorthe Sørensen.

’Her’ er et hjørne af Arla Foods’ gamle mejeri i Vrinners. Frem til foråret 2007 blev der produceret dekorerede flødeoste i bygningerne, men Arla valgte at flytte produktionen til Korsvej Mejeri i Fredericia og lukkede derefter Vrinners Mejeri. Allerede samme år kom der dog nyt liv i det nedlagte mejeri, da Woodshade Organics startede en produktion af økologisk chokolade op.

Mejeri i tidligere værksted

I dag er det stadig chokoladeproduktionen, der fylder størstedelen af mejeribygningen, mens Dorthe Sørensen har lejet sig ind i det tidligere værksted, hvor hun i løbet af de seneste to år har indrettet sit nye mejeri.

Når valget faldt på Vrinners, var det altså ikke for at kunne udnytte mejerifaciliteterne, men simpelthen fordi der var ledige, egnede lokaler til at udvikle nye oste i. Den del af produktionen startede i 2011.

”Nu er vi kommet igennem det første år med fuld produktion, og selv om det bestemt ikke har været uden udfordringer – blandt andet at finde medarbejdere, da det er småt med offentlig transport herud, så har jeg nået mine delmål i forhold til at få sat lokalerne i stand og få produktionen til at køre. Det hele er blevet meget lettere, efter at vi har fået mere plads, så nu er jeg egentlig klar til at skrue op for produktionen – jeg mangler bare noget mere mælk,” lyder det fra Dorthe Sørensen.

Solgte gederne fra

Hjemme fra sit køkkenvindue i Tebstrup kan Dorthe Sørensen stadig holde øje med besætningen på cirka 400 geder, som hun får mælken fra. Men hun behøver ikke længere at spekulere på fodring og staldarbejde.

”Jeg har valgt at sælge gederne til en økologisk landmand, som har forpagtet hele landbrugsdelen og arbejder med gederne på fuld tid. Gederne skal have det godt for at kunne give god mælk, som man kan lave god ost af, og det kræver, at man kender dem og er 100 pct. engageret i dem. Jeg vil hellere bruge tiden og kræfterne på at producere og udvikle oste,” fortæller Dorthe Sørensen.

Ud over mælken fra Tebstrup får hun suppleret sit råvaregrundlag med mælk fra et par hundrede geder på Lille Raneladegaard ved Ebeltoft, og når gederne om foråret og sommeren giver mest mælk, bliver der i alt indvejet cirka et ton mælk om dagen. Men det er altså ikke nok.

”Der er mangel på gedemælk i hele Europa, og jeg kunne sagtens bruge mere mælk. Det skulle gerne blive bedre til næste år, når besætningerne bliver udvidet,” siger hun med håb i stemmen.

Nye kunder på venteliste

Næsten al osten fra Tebstrup Gedeost bliver solgt på det danske marked, dels til catering dels til flere supermarkedskæder, og resten sælges til tyske kunder. Mejeriets udgifter til markedsføring fylder ikke meget i budgettet, for Dorthe Sørensen har allerede en liste med kunder, der gerne vil købe hendes ost, når produktionen på et tidspunkt kan øges.

”Jeg oplever, at ostene nærmest sælger sig selv. Danskernes forbrug af gedeost stiger, og selv om der desværre bliver solgt meget udenlandsk ost, er der bestemt også plads til de danske producenter. Vi er fem producenter af økologisk gedeost her i landet, men der er ikke meget konkurrence mellem os, fordi vi ikke laver de samme oste. Jeg ser det sådan, at jo flere danske ostespecialiteter, der er på markedet, jo mere bliver der solgt,” lyder det fra Dorthe Sørensen.

En friskost i krydderolie og en skæreost, som også laves i en variant med fennikel, har gennem mange år været mejeriets to største produkter. De nye omgivelser har dog sat skub i udviklingen af nye oste. Således har Dorthe Sørensen i samarbejde med AgroTech fået udviklet nogle friskost-ruller med blandt andet blåbær og svampe, inspireret af naturens madkammer i Mols Bjerge.

Men der er også plads til spontane forsøg. Fx er en sjat mælk, der en dag blev tilovers i osteproduktionen, blevet til nogle små skimmeloste, som står på kølelageret, den dag ’mejeri’ er på besøg.

Gode eksport-udsigter

I det daglige er Dorthe Sørensen 100 pct. involveret i alle funktioner på mejeriet, lige fra produktion og udvikling af nye oste til kontorarbejde, design af nye etiketter, egenkontrol og kundepleje. Hun har dog kunnet skære noget ned på diverse messer og udstillinger først og fremmest på grund af den store efterspørgsel efter ostene. Men også sammenholdet mellem de økologiske fødevareproducenter har givet bonus. Fx har Dorthe Sørensen gennem netværket ’Bio aus Dänemark’ fået kontakt til flere kunder i Tyskland, som er klar til at aftage Tebstrup-ostene, når der kommer mere mælk i tanken.

”Det er vigtigt, at Danmark er kendt for at producere højkvalitetsoste, og jeg kan mærke, at der både herhjemme og i udlandet er kommet en større vejvilje og respekt omkring de danske oste,” konstaterer Dorthe Sørensen.

FAKTA … om Tebstrup Gedeost
Dorthe Sørensen begyndte at arbejde professionelt med geder i begyndelsen af 1980’erne og er dermed både en af pionererne og en af veteranerne i den danske gedeverden. Hun har selv lært at fremstille ost. På mejeriet i Vrinners er der ud over Dorthe Sørensen fem medarbejdere, hvoraf de to er ansat på fuldtid. I øjeblikket produceres der cirka 80 ton økologisk gedeost om året på mejeriet i Vrinners. Alle gedeoste fra Tebstrup Gedeost hedder Mundo til efternavn. Ordet betyder verden og signalerer, at der i produktionen tages hensyn til jorden, dyrene og menneskene. Derudover har ostene et fornavn som bl.a. Rosa, Flora og Vita.

IDF får ny generaldirektør

Canadieren Caroline Emond overtager toppost i mejersektorens internationale sammenslutning.

Læs mere

12 siders fakta om mælk

Myter om mælk eksisterer stadig i bedste velgående. I det nye nummer af sundhedsmagasinet Helse får læserne serveret masser af solid viden om mælk og dens sunde egenskaber.

Læs mere

8.000 elever deltog i Mælkemissionen

Eleverne er blevet klogere på kroppen, og otte klasser har vundet penge til en klassetur.

Læs mere